Kværkeby kirke

 

Den ældste del af kirken er fra 1100-tallet, men vi ved meget lidt om de første år. I 1309 blev kirken givet til munkene i Ringsted kloster på den betingelse, at de sørgede for at holde årlige sjælemesser for biskoppen og hans efterfølgere. Det at være i besiddelse af en kirke var en god indtægtskilde, for sognebørnene skulle betale tiende, det vil sige skat til kirken. Tiendeindtægten blev delt i tre, en del til biskoppen, en til kirkens vedligeholdelse og den sidste del til aflønning af præst. Klosteret varetog selv messerne, og sparede derved præstelønnen, som så kunne gå til klosteret. En rum tid efter reformationen blev dette påtalt af Roskildebispen i 1567 og i 1574 blev Kværkeby henlagt som anneks under Benløse. Dog skulle der oprettes en præstegård. I 1665 blev sognet selvstændigt med hensyn til den kirkelige betjening, men allerede i 1687 blev Kværkeby anneks til Vigersted sogn. Hermed kom begge pastoratets kirker under Bolle Luxdorph, Sørup gods. I 1796 kom kirken administrativt under Rosengården i Kværkeby, hvor den forblev indtil 1915. 
Kirken har 140 siddepladser, men har oprindelig ikke været så stor. Den er i senmiddelalderen blevet udvidet med kirketårn, kor og våbenhus. De tværliggende træbjælker over døren til våbenhuset mod syd er stadig synlige, ligeledes mod nord, hvor den gamle kvindeindgang var. 
I dag ejes kirken af Folkekirkens medlemmer. Størstedelen af kirkens arbejde administreres af det lokale menighedsråd med 7 medlemmer under tilsyn af provst, biskop og Kirkeministeriet. 

Inde i Kværkeby kirke 
Lysekronen er skænket af lærer og kirkesanger V. Jensen og hustru den 10. maj 1914. 
Krucifikset er egentlig et korbuekrucifiks og har altså tidligere siddet tværs over kirkens på en bjælke. Krucifikset er sengotisk fra omkring 1500. 
Korsfæstelse var en romersk henrettelsesmetode, der blev idømt for forbrydelser mod den romerske stat og for mord. 
Langfredag blev Jesus korsfæstet, anklaget af jøderne for gudsbespottelse og af romerne for at have kaldt sig selv for Guds Søn eller konge, begge titler, som den romerske kejser mente at have eneret til. 
Jesus forudsagde selv sin lidelse, død og opstandelse som kulminationen på sin gerning her på jord - at forsone Gud og mennesker og vinde sejr over synden og døden. 
Påskemorgen opstod Jesus af graven som den sejrrige og opstandne Kristus, - den, der gik i menneskers sted og nu giover os del i sin sejr over Djævelen og døden. 
Alterbordet er muret af munkesten og er fra omkring 1550. På alterbordsforsiden har der tidligere været et korsfæstelsesbillede fra omkring 1550 af fyr med malet korsfæstelsesgruppe bestående af krucifikset, Maria og Johannes med Jerusalem i baggrunden. Det hænger nu i tårnrummet. 
I alterbordet fandt man ved restaureringen en blyæske med relikvier fra katolsk tid. Æsken er blevet muret ind i alteret igen. 


Alterets overside er prydet med forskellige gamle fliser, der er fundet i kirken. De er med til at give alteret spændingen mellem nyt og gammelt. 
Altersølvet, kalken og disken er fra 1682, oblatæsken af tin er fra 1862. Altersølvet bruges ved gudstjenester. Alterstagerne er i barok balusterform på tre kuglefødder fra omkring 1650-1700. 
Døbefonten er en romansk granitfont, som er udhugget af én sten. Den har haft et afløb med prop, så man i middelalderen én gang årligt kunne lade det hellige dåbsvand løbe ned i jorden. Det hellige vands kraft ville så brede sig ud i sognet. I en har periode har fonten været oliemalet. Dåbsfadet er Nürnbergerfad fra 1550 med bebudelsen omgivet af en hjorte- og hundefrise. 
Prædikestolen i senrenaissance er fra 1635 med de fire evangelistsymboler - Lukas, en okse - Matthæus, en engel - Johanes, en ørn og Markus, en løve. Lydhimlen er samtidig med prædikestolen med en nyere due i strålekrans. 
Kirkeklokker 
Slægt efter slægt har kirken været ramme om menighedens liv. Kirkens klokker kalder stadig til samling om troen på Faderen og Sønnen og Helligånden udtrykt ved de tre gange tre bedeslag, der afslutter ringningen. Der ringes til gudstjeneste, til bryllup og til begravelse - og til eftertanke og dagens begyndelse og afslutning morgen og aften. 
Den ældste af klokkerne er fra 1485, og har følgende påskerift: ”Hil Maria, fuld af nåde, (Herren er) med dig, bed (for os).” Klokken er altså indviet til Jomfru Maria. På klokken er der tre relieffer. Det ene tolkes som Olav den Hellige, det andet er Kristus på korset og det tredie med Vadstenapilgrimmen. Olav viser mod Norge, Vadstena mod Sverige. Klokken stammer formodentlig fra en anden kirke, men blev flyttet til Kværkeby i 1528, hvor hver kirke skulle aflevere alle klokker på nær én. Resten skulle bruges som kanonkugler. Den anden klokke er fra 1801. I 1997 blev der installeret automatisk ringning på denne klokke. 

Kalkmalerierne  
Det er ikke mange år siden, at det kun var håndværkerne, der kunne få fornøjelse af kalkmalerierne, når de kravlede op over hvælvingerne. I 1976 fandt man ved et tilfælde ud af, at kirken rummede nogle dejlige kalkmalerier. Nationalmuseet blev sat på opgaven og kirken blev restaureret. De mange lag kalk blev fjernet, så de gamle kalkmalerier er fra 1300’erne og perioden 1425-1450 kom frem. De er først blevet kalket over efter 1750. Ved afdækningen blev koret og skibets vægge ikke undersøgt for kalkmalerispor. 
Kalkmalerier kaldes også for ”fattigmandsbiblen”. Almindelige mennesker kunne ikke læse og skrive dengang og gudstjenesten foregik på latin. Derfor havde kalkmalerierne en stor pædagogisk opgave. Kværkebys kalkmalerier er berømte for deres velbevarethed og for den spændende brug af otte gammeltestamentlige motiver. 
I hvælvingen mod øst: 
Kain og Abel ofrer deres gaver til Gud på to bål, ilden fra det ene slår ned. Kains dårlige offer modtages ikke. Brødrenes offergaver er helt forsvundet. Indskriftsbåndene er desværre uden indskrifter. 
Følgerne af syndefaldet med Kains brodermord . Kain slår sin bror Abel ihjel i misundelse over, at Abels offer blev bedre modtaget end Kains. 
Abrahams ofring af Isak . Abraham er i færd med at ofre sit nøgne spædbarn på et stort alterbord. Hans løftede sværd, parat til slagtningen, gribes af en stor engel. Alterbordet er malet som en martyrgrav med vinduer, så man kan se ind til de hellige levninger af en martyr. Det er en lidt pudsig detalje, da Abraham netop gik ud i naturen for at ofre sin søn. Måske stammer det fra opførelsen af kirkespil om Isaks ofring, som man kender det fra England. 
Noahs ark. I en stor båd med et hus i flere etager bygget midt på skibet sidder en mand alene med den store styreåre. Over hans hoved står på skriftbåndet ”Noah”. Han sejler på bølgerne, hvori skællede rødtegnede fisk svømmer. I arken ser man i vinduerne i tredje etage tre dyrehoveder. 
I hvælvingen mod vest : 
Evas skabelse ud af Adams ribben 
Fristelsen i Paradisets Have 
Uddrivelsen af Paradiset 
Adam og Eva er nødsaget til at arbejde. Over den gravende Adam, står der ”Adam fodit”. (Adam graver) 
Man kan spørge, hvorfor man har ladet kalkmaleren gengive disse gammeltestamentlige motiver. 
Udgangspunktet er de to fremstillinger af syndefaldet og det første brodermord. Disse motiver knyttes sammen med Adam og Evas hårde liv på grund af uddrivelsen far Paradiset. Modsætningen hertil er trøsten og forhåbningen i de to motiver: Abraham, som var villig til ofre sin søn til Gud og Noahs ark, som betød, at menneskeslægten og dyrelivet kunne fortsætte trods syndfloden. Abrahams ofring af Isak er den faste prototype på Gud, der ofrede sin søn Kristus for menneskers skyld. Krucifikset må ses på denne baggrund - de første menneskers syndefald og den første menneskedød - alt forsones gennem Kristus ofret på korset. 

De fire våbenskjolde tilhører de tidligere ejere af kirken. En af dem er Jens Rosengård, der blev begravet i kirken i 1485. Hans gravsted er foran alteret. Hvert våbenskjold holdes af to engle, der bærer dem frem for både Gud og menigheden. Man skulle erindre disse våbens ejermænd i sin bøn og præsten skulle nævne deres navne ved særlige messer.